HP elservice 
Forside Afdelinger Info Download Kontakt Søg Besøg vores net-butik
 
 Nyt i Bjerringbro afdelingen.

 

HP el-service indleder generationsskifte

Finn Pedersen stopper efter 23 år i firmaet – nyt ejer- og lederteam på plads

HP el-service med hovedkvarter i Bjerringbro og afdelinger i Langå, Ulstrup og Hammel har nu indledt et generationsskifte. Fra og med den 1. januar 2006 forlader den ene af firmaets to direktører, Finn Pedersen, sin post for at gå på pension.
Samtidig har den anden direktør, Jørn Hansen, ønsket at rekonstruere firmaets ejerstruktur, så tre betroede medarbejdere nu hver får en 25 pct. ejerandel. Der er tale om Jan Katholm, Ib Aarup og Flemming Aagaard. Jørn Hansen siger:
– Jeg synes, at Finn Pedersens afgang var et godt tidspunkt at indlede generationsskiftet på, så vi får nu de yngre folk meget mere på banen, og det glæder jeg mig meget til.
Jørn Hansen og de tre nye kompagnoner ønsker samtidig at styrke ledelsen af firmaet ved at engagere sig med en professionel bestyrelsesformand:
– Når vi er fire ejere, har vi brug for at have en uvildig og professionel bestyrelsesformand siddende for bordenden, så vores beslutningsproces fortsat kan være effektiv, forklarer Jørn Hansen.
Han tilføjer, at Finn Pedersen og han skilles efter 23 års partnerskab og det sker helt og aldeles uden malurt i bægeret. Finn Pedersen siger:
– Vi har talt om dette her igennem et stykke tid. Det skyldes, at jeg ikke føler, at jeg har det helbred, der skal til for at fortsætte på min direktørpost. Så derfor har jeg valgt at stoppe nu, mens legen er god.

Trykket skal holdes
HP el-service er områdets førende el-firma med mange store industrikunder på referencelisten. Firmaet har endvidere specialiseret sig i køleservice og inden for tele-data-området. Men HP el-service har også mange private kunder samt en el- og hårde hvidevareforretning i Torvegade i Bjerringbro.
HP el-service beskæftiger ca. 85 mennesker på fuld tid. I den interne arbejdsdeling har Jørn Hansen stået for det administrative og butiksdriften, mens Finn Pedersen har taget sig af kundeplejen, herunder især de større industrikunder. I den funktion afløses han af Jan Katholm, som mange af firmaets industrikunder allerede kender godt i forvejen:
– Vi har i det hele taget et godt medarbejderteam, og der er god gang i branchen for tiden. Derfor er vi alle indstillet på, at damptrykket skal holdes – og er der basis for det, sætter vi det også gerne op, slutter Jørn Hansen.

Med venlig hilsen

Jørn Hansen
Finn Pedersen
 

 

Comfort                                              Vi er stærke i strøm                       HPbil
HP el-service A/S. Vestergade 97-99. 8850 Bjerringbro. CVR. Nr. 11760287 / CVR. P. Nr. 1000271178 / Giro Nr. 8389306